Brændende Kærlighedsbreve
Natascha Thiara Rydvald & FORWILDHORSES præsenterer en todelt kunstudstilling med kærlighedsbrevet som centrum. Alle værker i udstillingen har det til fælles, at det kunstneriske udgangspunkt er de donerede kærlighedsbreve og kærlighedens væsen.
Under skybruddet i juni 2011 blev en kasse med Natascha Thiara Rydvalds gamle kærlighedsbreve offer for vandmasserne. De udtværede og deltvist ulæselige kærlighedsbreve vakte hendes interesse for kærlighedsbrevet som et flygtigt, emotionelt øjebliksbillede. Natascha begyndte at fotografere brevene, da hun fandt noget utroligt smukt over det forfaldende og forgængelige. Dette blev startskuddet til udstillingen Brændende Kærlighedsbreve.
Efter at Natascha har fortalt om ideen til udstillingen, er kærlighedsbreve, kort og digte dumpet ind i hendes postkasse og mailboks fra venner, bekendte og fremmede, der har hørt om kunstprojektet bl.a. via Facebook og et radiointerview på DR P1. Alle de forunderlige breve, som Natascha har modtaget, vil blive anonymiseret og samlet som en del af den universelle fortælling.
”De breve, jeg har modtaget, ville ellers aldrig blive læst af andre end afsender og modtager – det er ord, folk normalt vil tage med sig i graven. Og på samme tid beskriver de nogle ekstremt universelle følelser, som alle kan relatere til. Kærligheden er en af de følelser, alle har et eller andet forhold til, men alligevel er vi meget blufærdige med at udstille den i offentligheden. Et af målene med udstillingen er at fortælle disse virkelige historier, der normalt kun ville blive set af meget få, men uden at virke snagende eller invaderende.”
Citat: Natascha Thiara Rydvald
FORWILDHORSES er stiftet af Natascha Thiara Rydvald. Ideen bag er at skabe en kunstnerisk legeplads, hvor der kan inviteres ind til samarbejder med andre vilde heste og kunstneriske sjæle. FORWILDHORSES har bl.a. afholdt hemmelige intime kælderkoncerter med Travlling Tribes, Soma & Lil, Wax Music og Nils Lassen m.fl.